Audi integrerer app portal i udvalgte modeller

Fra sommeren 2023 lancerer Audi en app portal (store), hvor kunderne kan få direkte og intuitiv adgang til populære apps fra tredjepartsudbydere via bilens Multimedia-Interface (MMI). App portalen lanceres i en lang række modeller med tredje generation af den modulopbyggede infotainmentplatform (MIB 3), og er blevet udviklet i samarbejde med Volkswagen koncernens softwaredivision CARIAD og deres partner Harman Ignite. De valgte apps bliver installeret direkte i MMI-systemet i Audi modellen – uden omvej via en smartphone.

Audi sætter fuldt tryk på digitaliseringen af bilerne og integrerer en app portal i udvalgte modeller. Det tekniske grundlag udgøres af en udvidelse af den velkendte MIB 3 med en ekstra elektronisk komponent, hvor et integreret hardwaremodul ca. på størrelse med en USB-nøgle er udstyret med et open source-styresystem og giver dermed adgang til apps fra tredjepartsudbydere i bilen.

”Audi er det første mærke i Volkswagen koncernen, som lancerer den nye app portal fra tredjepartsudbydere. Den skalerbare løsning er blevet udviklet af CARIAD og er et godt eksempel på vores strategi om at tilbyde alle kunder et yderst attraktivt økosystem. Med denne løsning vil Audi brugere ikke bare kunne glæde sig over regelmæssige softwareopdateringer, men også over endnu bedre muligheder for personalisering af infotainmentsystemet”, udtaler Audis CTO Oliver Hoffmann.

Digitalt økosystem
Med den nye portal får kunderne adgang til en lang række apps, som kan indlæses direkte i MMI uafhængigt af en smartphone. Fra start vil der være adgang til apps fra følgende kategorier: musik, video, gaming, navigation, parkering og opladning, produktivitet, vejr og nyhedstjenester. Apps som Spotify vil eksempelvis være at finde under kategorien ”Musik”. Bilens portal vil i fremtiden hele tiden blive udvidet. Den vælges via et separat ikon i MMI. De ekstra apps vil efterfølgende være integreret perfekt i MMI og dermed også kunne anvendes sikkert og pålideligt under kørslen. Udvalget af apps vil afhænge af det pågældende land.

For at kunne anvende de pågældende apps fra tredjepartsudbydere kræves der en dataforbindelse, som etableres via det såkaldte ”embedded SIM” – et SIM-kort, som er fastmonteret i bilen. Afregningen af de opståede udgifter til mobilnetforbindelsen kan i Europa nemt klares via et dataabonnement hos Cubic Telecom. Og de første 25 gigabyte er gratis. Naturligvis understøtter Audi modellerne også fortsat Android Auto og Apple CarPlay via ekstraudstyret ”smartphone interface”.

Fra sommeren 2023 i en lang række Audi modeller
App portalen vil fra juli måned være tilgængelig i udvalgte modeller, som er udstyret med den nyeste hard- og softwarepakke til MIB 3. Helt konkret vil det være: Audi A4/A5, Q5, A6/A7, A8, Q8 e-tron og Audi e-tron GT. Fra dette tidspunkt vil de angivne modeller på hele det europæiske marked være udstyret med denne portal fra fabrikken, og det samme gælder i Canada og USA. Yderligere modeller følger senere i 2023. Appsene fra tredjepartsudbydere er ikke tilgængelige til modeller med en tidligere produktionsdato.

Audi og CARIAD
Til udviklingen af komplekse digitale systemer som den nye app portal gør Audi brug af Volkswagen koncernens knowhow og synergier. CARIAD, som er koncernens softwaredivision, er i færd med at udvikle teknologikonceptet til automatiseret og opkoblet kørsel for alle mærkerne i Volkswagen koncernen – bestående af en tværgående elektronisk platform, en softwareplatform og en pålidelig opkobling til Automotive Cloud. CARIAD arbejder også på førerassistentsystemer, en standardiseret infotainmentplatform og et nyt digitalt økosystem til hele bilens univers.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk